Endelig sker der nyt i iPhoneland. Alle os der efterhånden er blevet godt trætte af at kigge på iOS’ falske læder og kedelige interface har nu noget at glæde os til med iOS 7

iOS 7 – gradienter, transperans og børnehaveikoner

Endelig sker der nyt i iPhoneland. Alle os der efterhånden er blevet godt trætte af at kigge på iOS’ falske læder og kedelige interface har nu noget at glæde os til med iOS 7

Jeg må indrømme, jeg blev ret overrasket, da jeg for lidt over et halvt år siden læste, at Tim Cook, Apples direktør, havde fyret Scott Forstall, skaberen af iOS. Dog blev overraskelse hurtigt til glæde, da jeg erfarede, at Jony Ive, designeren af iPhone, iPod, iPad, MacBook, MacBook Pro, MacBook Air, ja faktisk alt Apples hardware, ville overtage Forstalls rolle og stå for interfacedeisgnet af næste version af iOS.
Sidste mandag præsenterede Apple så frugten af dette med iOS 7.

Design


Man må sige, at den kære Sir Jonathan Paul ”Jony” Ive har fået ændret på tingene hos Apple.
Væk er alt hvad der hedder skeumorfisme (design der efterligner den virkelige verden såsom ”Find venners” grimme læder og syninger). Det er nu erstattet af hvidt og fladt.
Hele systemet er blevet redsignet fra bunden – selv alle ikonerne er blevet fornyet. Dog må jeg sige, at de ser lidt børnehaveagtige ud.

Multitasking


Multitasking i iOS har altid været et mindre helvede – man dobbeltklikker på hjem-knappen og skærmen rykker op for at vise fire ikoner. Man kan så scrolle og se flere ikoner, men det er uoverskueligt og på samme tid besværligt at lukke de programmer ned, man ikke bruger.
Heldigvis er det nu blevet løst ved at kopiere lidt fra andre systemer. I iOS 7 fylder multitasking nu hele skærmen, og man får et preview af selve programmet og hvad man har åbent deri. Det er langt mere overskueligt, og hvis man vil lukke et program, swiper man det bare opad og ud ad skærmen.

Control Center


En ting, mange af os længe gerne har villet have, er control center. Hvis man swiper op fra bunden, hvorend man befinder sig i systemet, har man nu adgang til en masse indstillinger, der før kun fandtes i selve indstillinger-app’en.
De kommer op som et lag ovenpå, hvad end man har gang i og slører det, der ligger bagved. Her er det muligt at slå flytilstand til og fra, wifi, bluetooth, forstyr ikke og skærmlås. Derudover er der indstillinger for lysstyrke, volume og airplay. Der er selvfølgelig også styring af musikken. Der er også genveje til lommelygte, timer, lommeregner og kamera.
Noget helt nyt er, at airdrop endelig er kommet til iPhone.

Airdrop


Hvis du har en nyere Mac, kender du måske allerede airdrop. Hvis ikke får du her en forklaring på, hvad det er: Airdrop er en nem måde at dele filer på. Man trykker ”del” og vælger airdrop, og telefonen kan så se de iPhones, der er i nærheden og har slået airdrop til, og man kan så nemt dele fra iPhone til iPhone eller Mac til Mac, eller Mac til iPhone.
Man behøver ikke være på samme wifi, da det er en P2P-forbindelse. Det er lidt ligesom at dele via bluetooth bare uden alt besværet med at parre og den slags.

Kameraet


Kameraet har også fået nyt layout. For at skifte mellem billeder og video swiper man nu bare mellem de forskellige muligheder.
Der er tilføjet filtre og en et nyt kvadratisk billedformat. Om det er for at gøre det nemmere at tage billeder til Instagram, skal jeg ikke kunne sige.

Låseskærmen


Nu kan man låse telefonen op ved at swipe hele skærmen op eller til venstre, så den velkendte ”slide to unlock” er væk. Derudover er det muligt at se det redesignede notification center på låseskærmen, der også er en kærkommen ny feature.

Swipe og kom tilbage


I bund og grund lader det til, at Jony Ive og Apple har ladet sig inspirere af en masse andre. Systemet ligner på mange punkter både Windows phone og android, men på samme tid har det sit helt eget udtryk, der bestemt ikke er skidt.
En ny feature, der er inspireret af den afdøde Nokia N9 med MeeGo OS, er, at man nu kan swipe til venstre for at komme et skridt tilbage i menustrukturen. Hvis det var op til mig, havde Apple ladet sig inspirere endnu mere af Meego, da hele idéen med et swipe OS er fantastisk og utroligt nem at arbejde med. Jeg savner i hvert fald ofte nogle af Nokia N9’s swipefunktioner.
iOS 7 kommer først senere på året, når Apple lancerer den næste iPhone – jeg vil gætte på det bliver en iPhone 5s, men der har jo gået rigtig mange rygter om en mindre iPhone og for tiden er der også rygter om en større iPhone, så det er stadig for tidligt at sige, om det bare bliver en opgradering af 5’eren, ligesom der var med 3G’eren og 4’eren.
Hvis du vil prøve iOS7 allerede nu, kan du købe en Apple developer konto for 99 dollar om året, som giver adgang til at installere betaversionen. Det vil jeg dog ikke anbefale, da det er en beta 1 og derfor temmelig ustabil. Telefonen kan finde på at genstarte pludseligt, og der er også hørt om, at den ikke kan modtage opkald, før man genstarter.
Alt i alt glæder jeg mig virkelig til den ny version af iOS. Det bliver jo næsten som at få en ny telefon.