Som om vi ikke havde streamingtjenester nok, er iTunes Match nu også kommet til Danmark. Og faktisk er det på tide, hvis du spørger mig

iTunes Match er kommet til Danmark

Som om vi ikke havde streamingtjenester nok, er iTunes Match nu også kommet til Danmark. Og faktisk er det på tide, hvis du spørger mig

Det er ikke fordi, jeg har en vildt særpræget musikstil, men alligevel mener Spotify ikke, at mange af de numre, jeg elsker, er noget, de skal have liggende. Ok, meget af det er Berliner-techno, hvilket jeg godt forstå lyder lidt… derude af. Men det er altså godt. Jeg har kun en 16 GB iPhone, og da den er godt fyldt op med billeder og apps, er der ikke plads til at have al min musik synkroniseret til den.

Når jeg har været ude i verden og har villet høre en sang fra mit iTunes bibliotek, har jeg været nødt til at logge på min computer over nettet, lægge sangen over i Dropbox, vente på den blev uploadet og så høre den fra Dropbox på min iPhone. Absolut ikke en opoptimal løsning da Dropbox ikke understøtter spillelister og den slags.

Her er iTunes Match så min mandel i risalamanden. Med iTunes Match har man altid adgang til alle sine numre i ens iTunes bibliotek. De ligger i skyen og kan afspilles, så længe man har netværk.


Er det dyrt?

iTunes Match opgraderer også lydkvaliteten på din musik. Hvis din musik f.eks. ligger i 128 kbit, vil den automatisk blive opgradeopgraderet til 256 kbit AAC, der er langt bedre. Og ligesom med Spotify kan man også synkronisere numre, så de er tilgængelige offline.

iTunes Match koster 249 kroner om året, hvilket også er en form for penge, når man tænker på, at man i jo allerede har købt musikken én gang. Men det er kun 20 kr. og 75 øre om måneden, så mon ikke de fleste har råd til det?

Jeg er i hvert fald glad for mit køb…

P.S. Det tager forholdsvis lang tid at synkronisere ens database med iTunes, så det er ikke noget, du skal gøre, lige inden du skal bruge det. Mit bibliotek er kun på 1884 sange, men det har indtil videre taget hele natten, og den er ikke færdig endnu. Det kan dog skyldes, at jeg har en del mix, der fylder ret meget.